I forrige uge var jeg inde på Rigshospitalet, som en del af Region Hovedstaden, for at fremstille pressebilleder til fri brug for alle medier. Opgaven var bestemt aktuel i disse tider hvor COVID19 desværre har ramt os alle enten i form af sygdom, socialt eller arbejdsmæssigt.
Årsagen til at vi fremstiller både billeder og film skyldes dels at Rigshospitalet ikke ønsker at der render en hær af journalister rundt inde på hospitalet og producerer deres eget materialet med fare for, at de uhensigtsmæssigt smitter personalet og patienterne og dels for at sikre arbejdsro for medarbejderne til at udføre deres opgaver bedst muligt.
Jeg tænker at det giver god mening og samtidigt kan pressen hurtigere komme igang med at redigere deres indhold uden at skulle bruge tid på at lave de samme billeder.
Refleksion over det vi laver i hverdagen
Da jeg var færdig med opgaven, så kunne jeg ikke lade være med at reflektere over opgaven og ikke mindst indholdet på billederne. Dette betegnes nok bedst som en arbejdsskade, når man begynder at analysere ens præstation og ikke mindst resultatet af denne – jeg kalder det læring!
Dagen efter valgte jeg at skrive et indlæg på Linkedin, om denne oplevelse, samt et ønske om at folk lytter til myndighederne og ellers passer på hinanden. Vedhæftet i indlægget var billedet af intensivpladsen.
Indlægget har i skrivende stund haft lidt over 1120 visninger siden det blev publiceret. Selvfølgelig tænker jeg at det er fedt at blive set, men hensigten var bestemt ikke at blive set, men i stedet at blive hørt!
Vi har alle et ansvar for hinanden – det havde vi også før COVID19, men nogle gange er det den ene ting, som skaber forbindelsen, der gør den store forskel og i dette tilfælde var der altså hul igennem på Linkedin.
Selve opslaget kan du se på Linkedin via dette link: https://www.linkedin.com/posts/clatho_pressebilleder-rigshospitalet-covid19-activity-6649441100543119360-vH3S (linket åbner et nyt vindue).
At fremstille pressebilleder under intense forhold
Ved ankomst havde jeg reelt planlagt med en times forberedelse, hvor jeg skulle se lokationen, klargøre udstyret og ikke mindst indstille mit mindset i forhold til stemningen. Denne plan blev hurtigt ændret.
Ved ankomst til Riget blev vi taget imod af en meget travlt kommunikationskonsulent, som meddelte at der var meget travlt og at tidsplanen er skubbet med en time dvs. at vi skal i gang nu. Vi blev efterfølgende fulgt over i den nye fløj, præsenteret for de aktører der skulle være behjælpelige både i forhold til at guide os rundt og til at være statister. Sagt på en anden måde – vi var på fra starten!
Action
Jeg flåede mit udstyr ud og var tæt på at blive grebet af foto-panikken grundet situationen, da jeg med det samme kunne konstatere at lyset var elendigt og at 15-20 mennesker ganske enkelt var alt for mange mennesker på denne lokation samt at alt lignede en scene fra en katastrofefilm. I stedet for at stresse og pille med udstyr (det er typisk det man gør når man går i foto-panik, så kan man altid trykke på ens udstyr eller skrue på ens stativer), så valgte jeg ganske enkelt at trække vejret – få kontrol over situationen dvs. det jeg kunne kontrollere… mig selv og mit udstyr!
Samtidigt kunne jeg blot konstatere at min kollega piskede rundt med et videokamera på skulderen og filmede løs, mens en sygeplejerske fortalte om forholdene – det virkede som om at han havde aktiveret sin egen panik-knap og blot kørte på autopilot… det er så her, heldigvis, at erfaringen spiller ind.
Da jeg havde “indstillet” mig selv og atter fundet fokus, så gik jeg i gang med fotograferingen. Min plan for i første omgang at få fremstillet nogle fotografier med en bredere vinkel. Dette skyldes primærtdels at jeg gerne vil skabe nogle generelle fotografier, som indeholder rummet og dets indhold og samtidigt undgå for meget involvering af aktørerne i billedet.
Jeg prøver på bedste vis at være fluen på væggen og samtidigt skabe tillid til mig som fotograf hos aktørerne.
Dernæst begynder jeg at interagere med aktørerne dvs. at jeg udpeger en person, som jeg så følger efter, og langsomt begynder at dirigere i form af små sætninger som “Kan du lige gentage den bevælgelse?”, “Stå helt stille, tak!” eller blot noget så enkelt som “Kan du fortælle mig om dit arbejde? (mens de udfører deres handlinger)”.
Personligt gør jeg meget ud af at lytte og iagttage og samtidigt prøve at forudsige hændelserne eller blot personens placering. Dernæst sørger jeg også for at indstille mit kamera bedst muligt ud fra den enkelte situation – det ene øjeblik fotograferer jeg imod lyset (vinduerne) og i det næste øjeblik står jeg med lyset i ryggen. Jeg prøver at finde nogle faste indstillinger til de enkelte placeringer (primært baseret på lyset og indholdet i kompositionen) som gør at jeg hurtigt kan ændre indstillingerne på kameraet og få de skud jeg gerne vil have med hjem.
Hvad brugte jeg af udstyr
Udover selve kamerahuset (5D mark IV) så valgte jeg at arbejde med et zoom objektiv (24-105, f/4). Jeg havde andre objektiver med i tasken både i form af prime og andre zoomobjektiver, men dette objektiv er super effektivt og for mit vedkommende en ren arbejdshest, som giver en fleksibilitet på sådanne lokationer som denne. Derudover havde jeg monteret en paraply på et stativ, hvor jeg med mine speedlights oplyste de områder, som jeg havde behov for at fremhæve. Ved portrætbillederne af overlægen valgte jeg at bruge en softbox for at give ham lidt mere lys end resten af rummet. Derudover havde jeg til nogle enkelte billeder valgt at montere en flash på kameraet – flashen roterede jeg således, at den blev skudt af med retning imod en væg/loft og dermed skabe et lidt mere blødt lys – igen kun for at fremhæve personen/udstyret yderligere.
Reflektion – Havde jeg Brug for yderligere udstyr?
Havde jeg behov for yderligere udstyr?! Under de optimale forhold, som jeg havde håbet på i starten, så ville jeg gerne have haft en kontrol over lyset i rummet og dermed også muligheden for at skabe nogle studielignende forhold. Jeg var godt klar over at dette ikke var muligt, men som sagt, så ville det være den ideelle løsning for mit vedkommende. Jeg havde håbet på at jeg havde haft tid til at rekognoscere lokationen og foretaget nogle målinger inden vi startede. Ved at lave disse forberedelser inden selve fotograferingen, så kan jeg hurtigere skifte imellem scenerne da jeg ikke konstant skal kontrollere om tingene står korrekt undervejs og dermed fokusere 100% på kompositionen.
Resultatet kan ses i nedenstående – dette er et uddrag på 12 ud af 42 billeder i alt. Alle billederne kan ses via Region Hovedstadens hjemmeside på https://www.regionh.dk/presse-og-nyt/Pressefotos/Sider/Pressefotos-fra-coronapandemien.aspx (Åbner i et nyt vindue).
